Nordea-fonden og TrygFonden støtter udviklingen i Skole OL de næste 3 år

Aldrig har så mange elever haft OL i børnehøjde på skoleskemaet, når 60.000 elever fra hele landet deltager i Skole OL i år. Samtidig får Skole OL økonomisk støtte, så endnu flere børn i fremtiden kan få sved på panden og prøve kræfter med olympiske sportsgrene. Fra 2019 støtter Nordea-fonden og TrygFonden udviklingen af Skole OL med hver tre millioner kroner over tre år – 18 millioner kroner samlet set.

 

Fra 2019 støtter Nordea-fonden og TrygFonden udviklingen af Skole OL med hver tre millioner kroner over tre år – 18 millioner kroner samlet set.

”Skole OL styrker klassens fællesskab og motiverer til mere motion og bevægelse. Ved at lade de lokale idrætsforeninger stå for mange af de lokale Skole OL-afviklinger bygges der bro mellem skoler og det lokale idrætsliv. Det fører til flere aktive børn og kan også føre til flere medlemmer i idrætsforeningerne,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Også hos TrygFonden ser man positivt på fremtiden for Skole OL:

”Vi ved, at en sund livsstil grundlægges tidligt i livet, og derfor er det vigtigt, at flere børn oplever glæden ved at dyrke idræt sammen med andre. I Skole OL får børnene positive og fælles oplevelser, og det kan forhåbentlig give dem lyst til og mod på at gøre bevægelse til en integreret del af hverdagen,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

I Skole OL-sekretariatet vækker nyheden om de to fondes støtte stor begejstring:

”Det økonomiske boost understreger Skole OL’s succes og giver os ro til at udvikle Skole OL, så vi i fremtiden kan favne endnu flere glade elever, idrætsgrene og kommuner,” siger Torben Dan Pedersen, der er projektchef for Skole OL.

Ligesom til de voksnes OL løbes den olympiske fakkel også ind til åbningsceremonien af Skole OL finalen. Fotokredit: Lars Møller

 

11. år med Skole OL

Skole OL er Danmarks officielle børneolympiske aktivitet og afholdes i år for 11. år i træk.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik Forbund (DAF) står bag Skole OL, som støttes af TrygFonden, Nordea-fonden og Salling Group

De bedste klasser kvalificerer sig til finalen, som i år afholdes den 18.-21. juni på Ceres Park og Arena i Aarhus. Finalen afvikles i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, som ikke blot leverer rammerne, men også tre millioner kroner årligt.

Følg os