E-cykling bliver en del af Skole OL

10/04/2022

E-cykling er gaming og e-sport med høj puls og sved på panden. Nu kan børn og unge, der er tilmeldt Skole OL, også få mulighed for at prøve kræfter med e-cykling.

Skoleelever rundt om i Danmark kan også få lov at cykle op af Alpe d’Huez eller sprinte hen af Champs-Elysées som andre professionelle cykelryttere. E-sport og bevægelse behøver nemlig ikke at være hinandens modsætninger, for som en ny disciplin er e-cykling kommet på programmet for Skole OL. Et tiltag der vækker stor glæde hos Skole OL.

”Idrætten udvikler sig hele tiden, og derfor skal Skole OL også være med helt fremme, når det gælder om at introducere nye former for idræt for børn og unge. Derfor er det fedt, at vi nu kan tilbyde e-cykling hos Skole OL og åbne muligheden for at arbejde sammen med endnu flere skoler, foreninger og kommuner,” siger Janni Thrane, der er projektleder for Skole OL.

I den virtuelle cykelverden skal eleverne træde hårdt i pedalerne, så deres Avatar suser igennem det smukke computerlandskab. Eleverne vil i e-cykling blive udfordret på deres fysiske formåen på cyklen og ligeledes i forhold til at ligge den rette strategi for at komme hurtigst fra start til mål.

E-cykling skal ramme flere børn og unge

Danmarks Cykle Union (DCU) har siden 2019 arbejdet strategisk med e-cykling, og ifølge Jesper Svenningsen, formand for DCU’s e-cyklingudvalg, kan de med et sjovt og anderledes cykelformat nå ud til rigtig mange børn og unge og på måder, som er svære for traditionel landevejscykling.

”Cykelsporten i Danmark har igennem flere år haft rigtig fine resultater på Banecykling og Landevej, men medlemstallene i cykelklubberne er faldende, og der er udfordringer med at rekrutterer og fastholde de helt unge. Ved at etablerer e-cykling i klubberne, kan vi fastholde de unges sammenhold i klubben via den virtuelle verden hen over vinteren. Via Skole OL kan vi nu få gjort de unge opmærksomme på muligheden med e-cykling og introducerer dem for de klubber som pt. er en fast del af DCU’s klubber,” siger Jesper Svenningsen.

E-sport er en vigtig del af ungdomskulturen

Over hos DIF ser man meget positivt på, at e-cykling bliver en del af Skole OL-programmet, da der ikke er tvivl om, at gaming, e-sport og nye digitale fællesskaber fylder meget i børn og unges liv.

”I DIF-idrætten oplever vi en stigende interesse i esporten og i de virtuelle udgaver af idrætsgrene, som f.eks. e-fodbold, e-sejlads, e-cykling og digital motorsport. Det er superpositivt da det er med til at udvikle og give nye muligheder at mødes om idrætten på. Nye fællesskaber opstår samtidig med, at det åbner foreningslivet op for nye børn og unge, som måske ikke er så idræts- og foreningsvante,” forklarer Jørgen Rossen, der til dagligt sidder som esports-konsulent i DIF.