Skole OL Finalen skaber børneolympiske øjeblikke

17/06/2022

Foto: Lone Dybdal

Kampråb, indmarch, olympisk ild og flere tusinde glade skoleelever. Fire fantastiske Skole OL finale dage er slut.

Den olympiske ild er slukket, Luften fra den store blå målportal er blevet taget ud, harlekinmønstrede beachflag pakkes ned og de mange tusinde skoleelever har forladt den skoleolympiske by i Børnenes Hovedstad, Billund.

En børneolympisk fest er slut. Hen over fire dage har flere tusinde elever fra hele Danmark dystet i bowling, bueskydning, orienteringsløb, triatlon, e-cykling, atletik, dans, parasport, roning og ultimate.

”Nogle helt fantastiske og olympiske dage i børnehøjde er slut. Det har været vidunderligt endelig at kunne samle børn fra hele landet omkring Skole OL og de børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay igen,” siger Janni Thrane, projektleder for Skole OL og tilføjer:

”Børnene har dystet sammen med deres klassekammerater, de har gjort sig umage i konkurrencerne og de har heppet på og hjulpet hinanden – Dét er lige præcis det Skole OL handler om og dét, som jeg og alle folkene bag Skole OL hvert år begejstres og glædes over.”

Ingen Skole OL uden de frivillige

Mere end 350 frivillige har været med til at skabe rammerne for, at Skole OL 2022 har kunne stables på benene. Der er rigtig mange arbejdsopgaver, som skal løses, når et stort event skal arrangeres og de mange frivillige er helt afgørende for, at det kan lykkes. De frivilliges opgaver har været alt fra opsætning af bannere, udlevering af mad, check-in, styring af trafik og meget mere.

Skole OL frivilligkoordinator Francesca Alesci har taget sig godt af de frivillige og har sørget for den store koordinering af de mange opgaver, som de hver især har løst.

”Arbejdet sammen med de frivillige har været helt fantastisk. Alle de frivillige kommer ind og har en kæmpe ja-hat på, de er glade og positive og tager bare fra. De er samtidig med til, at børnene har en god oplevelse under finalen,” siger Francesca Alesci.

Lige om lidt venter sommerferien, men når den er slut, så er Skole OL igen klar med lokale kvalifikationsstævner frem mod næste års finale, som også vil finde sted i Børnenes Hovedstad, Billund.

Om Skole OL

Skole OL er OL i børnehøjde, og det låner en masse traditioner fra det rigtige OL. Der er eksempelvis indmarch, ilden tændes, og der uddeles medaljer. Disciplinerne er i flere tilfælde tilrettet alderen, så børnene fx ikke kaster med spyd, men med ’hylere’, og børnene ror ikke på søen, men i ergometermaskiner.

Skole OL så dagens lys i 2009, men her deltog udelukkende københavnske skoleelever. I 2012 blev Skole OL landsdækkende, og i de senere år er legene blevet udvidet, så klasserne ikke kun deltager i atletikdiscipliner, men også i bowling, bueskydning, dans, e-cykling, orienteringsløb, parasport, roning, triatlon og ultimate.

Det traditionsrige Skole OL er et samarbejdsprojekt mellem DIF og Dansk Atletik, som sammen med flere andre specialforbund under DIF har en målsætning om at udvikle Skole OL med endnu flere idrætsgrene på programmet og med flere deltagere til følge.

DIF og Dansk Atletik står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune Ole Kirk’s Fond og Salling Group (repræsenteret ved Bilka). Se mere på www.skoleol.dk.