5 korte til Nellie Emanuelsen – Skole OL-ambassadør i bueskydning
25/05/2023
Bueskytten og guldvinder i ungdoms DM 2023, Nellie Emanuelsen, har deltaget i Skole OL før – som skoleelev! Nu er hun blandt de syv udvalgte Skole OL-ambassadører, der repræsenterer hver deres sportsgren.
Frem til Skole OL-finalen vil man kunne læse om hver enkelt ambassadør i en nyhed her på siden. Og kvalificerer man sig til Skole OL-finalen, kan man også være heldig at møde Nellie på bueskydningsbanen.
- Hvorfor vil du gerne være ambassadør for Skole OL?
Det betyder meget for mig at være ambassadør, for jeg deltog også selv i Skole OL for nogle år siden og ved, hvad det er. Vi dystede dengang i atletik, og vi nåede ikke så langt, men vi deltog, og det var det vigtigste. På det tidspunkt var der ikke bueskydning med på programmet, men det er der heldigvis nu, og jeg glad for chancen for at udbrede bueskydning til børn og unge til Skole OL. - Hvor længe har du dyrket bueskydning?
Begge mine forældre har været på landsholdet i bueskydning, så jeg har altid haft sporten tæt inde på livet og ville også gerne prøve det. Så jeg har gået til bueskydning, siden jeg var 10 år gammel, dvs. snart otte år. - Hvorfor er bueskydning blevet din sport?
Bueskydning fanger mig, fordi det er en sport, hvor man nemt kan ens egne fremskridt. Det betyder, at jeg altid prøver at skyde så perfekt som muligt, og så prøver jeg at gøre det endnu bedre næste gang.
- Hvorfor skal man starte til bueskydning?
Bueskydning virker måske nok lidt ensformigt set udefra, men man lærer noget nyt hver eneste gang. Og selvom det ikke er en holdsport, så får man et helt unikt fællesskab – både i klubben og med andre klubber. Det giver mange muligheder for at være social i hele Danmark. - Hvad vil du råde børn til, hvis de gerne vil være gode til bueskydning?
Det vigtigste er, at de har interesse for sporten. Hvis man vil være god til noget, skal man være dedikeret. Som yngre havde jeg altid et mål om, at jeg gerne ville være god og være på landsholdet – ligesom mine forældre, så det har været med til at styrke motivationen.