5 korte til Skole OL-ambassasdør Isa Ansar

12/05/2023

16-årige Isa Ansar har spillet cricket i seks år og er i dag både udtaget til ungdomslandsholdet, kaptajn for et juniorhold, kåret som årets ungdomsspiller i KB 2021 og nu også ambassadør for Skole OL.

Frem til Skole OL-finalen vil man kunne læse om hver enkelt ambassadør i en nyhed her på siden. Og kvalificerer man sig til Skole OL-finalen, kan man også være heldig at møde Isa.

1. Hvorfor vil du gerne være ambassadør for Skole OL?
Som Skole OL-ambassadør kan jeg være med til at sprede min sport ud over hele landet. Cricket er jo ikke så stor en sport i Danmark, og jeg vil gerne fortælle flere mennesker om, hvad cricket indebærer. På den måde kan endnu flere opleve den samme glæde, som det giver mig.

2. Hvorfor begyndte du at spille cricket?
Jeg blev inspireret til at kaste mig over sporten af min far, som selv er en stor cricketspiller i Pakistan. Jeg spillede først fodbold, men da jeg blev træt af det som 10-årig, prøvede jeg cricket af, og allerede efter første træning syntes jeg, det var både sjovt og udfordrende.

3. Hvad laver du, når du ikke spiller cricket?
Jeg går på gymnasiet nu, og nogle gange går jeg også til karate. Lige nu bruger jeg vel omkring 8-10 timer om ugen på sport.

4. Hvorfor skal man starte til cricket?
Du skal starte til cricket, hvis du søger en anderledes og udfordrende holdsport med stort fokus på disciplin og respekt for hinanden. Man kommer rigtig tæt på dine holdspillere og dem, man spiller imod. Og så bevæger man sig faktisk ret meget til cricket. Mange undervurderer, hvor hårdt det er, men cricket kan faktisk vare helt op til tre timer – på de korteste kampe!

5. Hvad skal der til for at blive god til cricket?
Det vigtigste for at blive god til cricket er det mentale. Du skal spille, fordi du kan lide det, og fordi det giver dig glæde.