Brydning er kommet på Skole OL programmet

16/01/2024

Kropsforståelse, samarbejde og respekt. Det er nogle af de elementer, der indgår i Skole OL-brydning, der er kommet på programmet ved årsskiftet.

I denne sæson kan skoleelever i 4. og 5. klasse prøve kræfter med brydning, der er blevet en del af sportsgrenene hos Skole OL. Der bliver sat fokus på den sunde brydekamp, hvor eleverne lærer deres egne styrker og begrænsninger at kende under kampe og holdkonkurrencer. Alt sammen foregår med klare regler, ritualer og værdier.

Brydning som klassekonkurrence

Hos Skole OL er der fokus på fællesskab, og derfor er alle sportsgrenene i Skole OL tilpasset, så de møder børnene i øjenhøjde og kan afvikles som klassekonkurrencer. Det er slet ikke nyt for brydning, der har lavet skole-brydning i over 20 år i samarbejde med skoler og idrætslærere, men mangler en platform til at sætte spot på brydesporten.
”Skole OL har et godt og gennemprøvet koncept, som vi ved fungerer, og som skolerne er glade for. Så det er en rigtigt god mulighed for at vise brydning frem, og eleverne får mulighed for at prøve kræfter med en kampsport uden slag og spark,” siger formand for Danmarks Brydeforbund, Palle Nielsen.

Palle Nielsen glæder sig samtidig til at tage imod de mange børn og deres lærere ude i klubben, samt at opleve Skole OL-finalen i Billund.

Fokus på kropsforståelse

For Skole OL er det ikke afgørende, om sportsgrenene på programmet er olympiske sportsgrene. Det vigtige er at sammensætte et program, hvor sportsgrene bredt dækker spektret af dansk idræt.

”Vi er utroligt glade for at byde velkommen til brydning i Skole OL. Vi har altid for øje, at nye Skole OL-sportsgrene lever op til de fælles faglige mål i idrætsundervisningen, og her passer brydning bare rigtigt godt ind med deres fokus på kropsforståelse,” siger projektleder for Skole OL, Janni Thrane.

Læs mere om Skole OL Brydning her.