“De føler, at de står sammen som ét hold”

21/11/2024

Til DIF Skole OL for indskolingen har det ikke kun handlet om bevægelse og aktiviteter, det har også styrket elevernes fællesskab og samarbejde i klasserne, fortæller flere af de deltagende idrætslærere.

Vi er nu i slutspurten af Skole OL for indskolingen, hvor over 19.500 elever har været tilmeldt. Fokus har været på basale idrætsfærdigheder og lege, der gennem fem forskellige aktiviteter har engageret klasserne, og hvor samarbejde har været nøgleordet.

”Det har været super sjovt at deltage og nemt at gå til. Det har samtidig været en fornøjelse at se, hvordan eleverne har kastet sig over aktiviteterne med masser af energi og glæde. De har virkelig lært at samarbejde og har været ivrige efter at se, hvilke færdighedsbadges de har opnået,” fortæller Jytte Bækgaard, der er idrætslærer på Arnborg-Kølkær Skole og er med for første gang.

På Skovlyskolen er eleverne fra 1. og 2. klasse også med for første gang og her har idrætslærer Emilie Madsen observeret et særligt samarbejdet blandt eleverne.

”Der har helt sikkert været en anden form for fællesskab, når de ikke konkurrerer internt, og dem som normalt står helt af på konkurrence-elementet har deltaget uden at skænke det en tanke. Netop fordi det har været en ‘os mod alle de andre’-følelse,” forklarer hun.

Idrætslærer Nicklas Kjær Thomsen fra Nordstjerneskolen er med for tredje gang og mener, at flere skoler bør tilmelde sig: ”Det giver virkelig inspiration til os lærere med legene og aktiviteterne. Samtidig oplever jeg, at eleverne går enormt meget op i det og får skabt et fællesskab mod et fælles mål.”

Engagerede børn og glæde i idrætsundervisningen

Ud over at sætte fokus på grundmotorikken bliver eleverne også introduceret til god sportsånd og et styrket fællesskab. Nicklas Kjær Thomsen oplever, hvordan indskolingskonceptet skaber et tættere sammenhold i klassen og engagerer eleverne i idrætstimen, ”der er noget helt særligt ved Skole OL for indskolingen. Børnene bliver engagerede på en anderledes måde. Måske fordi alle er på lige fod, så det har været sjovt at følge udviklingen de sidste par uger.”

Det samme oplever Jytte Bækgaard, der har tilmeldt sin 3. klasse. Hun kan mærke på eleverne, at det betyder noget, at alles præstationer tæller og der bliver heppet på hinanden.

”Eleverne glæder sig hver uge til DIF Skole OL. Det skaber spænding og nysgerrighed om, hvad vi skal lave. De elsker de fede øvelser, som de aldrig har prøvet før, og det styrker fællesskabet. Det handler ikke om, hvem der konkurrerer mod hvem, men mere om, at de føler, at de står sammen som ét hold og konkurrerer mod andre klasser i hele landet,” siger hun.

Emilie Madsen fra Skovlyskolen har hun lagt mærke til, at de elever, der normalt trækker sig lidt i idrætstimerne, har været mere på, når de har lavet aktiviteter for indskolingen.

”Eleverne har været meget positive over for alle challenges, og har syntes at det var fedt at lave noget der er anderledes, end hvad de normalt præsenteres for, og noget som ingen på forhånd ved om man er god til. De elever der normalt ikke synes særligt godt om idræt har været enormt engagerede, og de har kunnet være deltagende på mange forskellige måder,” forklarer hun, og påpeger at eleverne faktisk slet ikke vil have at idrætstimerne slutter.

Færdighedsbadges og scoreboard på gangene

De point, som klasserne har samlet, er blevet indtastet i et virtuelt univers og omdannet til færdighedsbadges. De forskellige badges viser, hvilke kropslige færdigheder eleverne har brugt i de enkelte aktiviteter.

”Vi har hængt badges og scoreboard op på gangen og integreret dem i idrætsundervisningen som faglig læsning. Jeg oplever, at eleverne har lært nye faglige udtryk som koordination, hurtighed, styrke og timing. Samtidig bliver de klogere på, hvad det betyder i praksis,” siger Jytte Bækgaard, der allerede nu har besluttet, at hendes klasser skal deltage igen til næste år.

Klar til finaleshowet

Med afslutningen lige om hjørnet markerer vi det med det store finaleshow, som en festlig afrunding på Skole OL for indskolingen 2024. På Nordstjerneskolen skal alle de deltagende elever fra 1.-3. klasse se showet sammen.

”Vi gør det hele sammen, og jeg glæder mig næsten lige så meget som børnene. Vi skal danse Skole OL-dansen og råbe vores kampråb. Det er en virkelig hyggelig afslutning, hvor børnene kan mærke, at de er en del af en større konkurrence mellem skoler fra hele landet,” fortæller Nicklas Kjær Thomsen.

Skole OL for indskolingen slutter fredag den 22. november kl. 12.00. Husk at indtaste de sidste point inden deadline, og lad os fejre en vellykket afslutning med finaleshowet, som offentliggøres den 27. november.