Hele Vemmelev Skole vandt, da Jette Brostrup Jensen blev kåret som Danmarks Sejeste Idrætslærer 2022. For med titlen fulgte et gavekort, som kan skabe bevægelsesglæde for alle skolens elever.
Et gavekort på 25.000 kr. fra A-Sport og kurser på 7.500 kr. fra Dansk Skoleidræt til alle skolens idrætslærere. Det var præmien til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2022, som i år blev Jette Brostrup Jensen fra Vemmelev Skole i Slagelse. Og det er en præmie, som luner i et stramt skolebudget, fortæller skoleleder Emil Krapper.
”Vi indstillede Jette til prisen, fordi hun har fortjent den hæder, der følger med. Men præmien betyder selvfølgelig også rigtigt meget. Økonomisk er vi presset som alle andre, så det er et kæmpe boost for os med sådan et gavekort. Vi har fået en del flere elever det sidste års tid, så vi har brug for mere udstyr. Samtidig sikrer kurserne til idrætslærerne, at vi bibeholder de gode kompetencer, vi har,” siger han.
Det rigtige udstyr kan give bedre undervisning for alle
I A-Sport glæder man sig over, at gavekortet kan gøre gavn på Vemmelev Skole.
”I A-Sport arbejder vi hver dag på at skabe aktivitet og bevægelse, og her ser vi blandt andet idrætslæreren som en vigtig medspiller. Vi håber, at Danmarks Sejeste Idrætslærer kan bruge det til fx en større ting, som har været på ønskelisten i lang tid eller til at udnytte muligheden for at få fyldt op i redskabsrummet. Vi tror på, at det rigtige udstyr kan give idrætslærerne endnu bedre forudsætninger for at skabe en sjov, spændende og faglig undervisning for alle,” siger salgschef i A-Sport, Stefan Krog Solberg.