foreningslivet blomstrer under Skole OL-finaleværtskab

12/06/2024

Foreningslivet i Billund Kommune er blevet betydeligt styrket i den periode, hvor kommunen har været vært for Skole OL-finalen. De lokale foreninger har nemlig fra 2021 til 2023 oplevet en stigning på 17,5 procent i medlemstallet blandt de 0 til 25-årige, og den lokale cricketklub, Billund IF Cricket, er opstået i løbet af værtskabsperioden.

Der var igen i dag smil og god energi ved Billund Idrætscenter på andendagen til Skole OL-finalen, hvor 2.238 elever og 104 klasser fra 5. årgang indtog Børnenes Hovedstad.

En af dagens discipliner var cricket, hvor den lokale cricketklub, Billund IF Cricket, som er opstået i løbet af Billund Kommunes værtskabsperiode, stod for at afvikle cricketfinalen i samarbejde med Dansk Cricket Forbund.

“Det er en stor oplevelse for vores klub at være her i dag, og det glæder mig at se og mærke den stigende interesse for cricket. Værtskabet af Skole OL-finalen har helt klart bidraget til at øge opmærksomheden omkring cricket i Billund Kommune, og det har givet os et betydeligt løft. Samtidig har vi haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Cricket Forbund og DIF Skole OL, som vi er meget taknemmelige for. Jeg er sikker på, at vi får bygget en rigtig god klub op,” fortæller Santosh Varandani fra Billund IF Cricket.

DIF Skole OL har givet foreningerne en enestående mulighed for at præsentere deres sportsgrene for en bred gruppe børn. Og det er ikke kun i Billund IF Cricket, værtskabet for Skole OL-finalen har haft en positiv indvirkning. Foreningerne i Billund Kommune har nemlig fra 2021 til 2023 oplevet en stigning på 17,5 procent i medlemstallet blandt de 0 til 25-årige.

“Jeg er utrolig stolt over at se, hvordan Skole OL-værtskabet har bidraget til at styrke vores lokale sportsmiljø og skabt nye muligheder for vores børn og unge. Billund IF Cricket er et fantastisk eksempel på, hvordan sport kan bringe folk sammen, og jeg er rigtig glad for, at foreningslivet er vokset i værtskabsperioden. Jeg vil gerne takke alle de frivillige og lokale foreninger for deres enorme indsats i hverdagen og til Skole OL-finalen,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Hos DIF Skole OL er man glad for den kæmpe indsats, foreningerne har ydet både til lokalstævner og til Skole OL-finalen, samt hvordan Skole OL-værtskabet har været med til at give foreningslivet i Billund Kommune et løft.

”Foreningerne er helt afgørende for DIF Skole OL, så det betyder rigtig meget for os, at de kan se værdien i at være med og vise deres sportsgren frem for børnene. Det gør os enormt glade, at Skole OL kan være katalysator for at styrke foreningslivet i bl.a. Billund,” fortæller Janni Thrane, projektleder i DIF Skole OL.