Fra klasselokale til idrætssal: 1.C. gav den gas i Kaste Challenge

15/11/2023

Over 7.000 elever  fra hele landet dyster i ugerne 43-46 i Skole OL for Indskolingen. Vi fik lov til at lege med, da superseje 1. C. på Brøndbyvester Skole afviklede den ene af fem konkurrencer til Skole OL for Indskolingen: Kaste Challenge.

”Det var sjovt,” sagde en af eleverne fra 1. C. på Brøndbyvester Skole efter afviklingen af den ene af fem konkurrencer i Skole OL for Indskolingen – Kaste Challenge. En konkurrence, hvor eleverne to og to skiftes til at løbe baglæns, mens de griber og kaster bolden til hinanden.

Idrætstimen startede med en video

1.C.’s idrætstime startede i klasselokalet, hvor de så videoen om Kaste Challenge. Herefter gik turen til idrætssalen, hvor der blev varmet op med boldkast for til sidst at starte den store konkurrence.

”Det er første gang at jeg har meldt en klasse til Skole OL, og det er fedt at se holdånden og motivationen fra elevernes side. I starten var de lidt forvirrede om, hvad de skulle. Men når man så kommer i gang, og vi har alle de materialer fra Skole OL, så har vi et overblik over, hvad der kommer til at ske – det har hjulpet både dem og mig som lærer rigtigt meget,” siger idrætslærer for 1.C., Abdullah Dogan.

Finaleshowet ses i fællesskab

Alle førsteklasserne på Brøndbyvester Skole deltager i Skole OL for Indskolingen, og de skal derfor se finaleshowet sammen i uge 47. I finaleshowet hylder vi fællesskabet og de gode oplevelser, ligesom vinderne kåres på alle tre klassetrin.

Vi ønsker held og lykke til 1.C – og til alle andre, der deltager i Skole OL for Indskolingen.