Jubelråb, lommetørklæder og ørepropper

29/11/2023

Der var brug for både lommetørklæder og ørepropper, da Skole OL besøgte 3.C. på Langhøjskolen. For børnenes reaktion på deres sejre i Skole OL for Indskolingen var på samme tid utroligt højlydt og meget rørende.

Uge 47 markerede kåringen af vinderne af Skole OL for Indskolingen, hvor 7.037 elever fra 0.-3. klasse i fire uger havde dystet i bl.a. krabbegang, kampråb, dans, ballonøvelser og pandarul.

I 3.C. på Langhøjskolen sad de klar kl. 10.00 – ligesom resten af 3. klasserne på skolen – i deres klasselokale for på samme tid at overvære det store finaleshow i Skole OL for Indskolingen. Her blev det bl.a. afsløret, at 3.C. havde vundet i både bedste kampråb og fik en flot samlet andenplads for 3. klasserne.

”Jeg var ved at besvime” sagde en af eleverne efter jublen havde lagt sig lidt.

”Jeg er bare rigtig, rigtig, rigtig glad,” sagde en anden.

”Jeg vil bare sige virkelig mange gange tusind tak til alle dem, der går i vores klasse, fordi de har været så gode,” sagde en tredje elev og blev mødt af flere ”i lige måde” og klapsalver fra sine kammerater.

Alle kan være med

For idrætslærer Maria Grønlund var det en rigtig god oplevelse at deltage i Skole OL for Indskolingen.

”Det har virkelig været sjovt og lærerigt at være med. Og børnene har gået rigtigt meget op i det og været supermotiverede. Og så har det været superlet som lærer at deltage. Alt ligger derinde (på Skole OL’s hjemmeside.red.), så det er meget ligetil, så alle kan være med,” siger Maria Grønlund.

Efter finaleshowet – og naturligvis en demonstration af klassens flotte kampråb – fløj eleverne ud på gangen for at dele deres glæde med de andre klasser, der spontant stillede sig op og heppede på 3.C.

Og så var det igen frem med lommetørklæderne for de rørte voksne.

Skole OL ønsker endnu engang 3.C. og alle de andre superseje vindere af Skole OL for Indskolingen stort tillykke! 3.C. kan godt glæde sig til en tur i WOW-park i Børnenes Hovedstad Billund Kommune – og endda i flotte nye t-shirts.