Klar, parat – rul som en panda!

23/10/2023

Uge 43 markerer starten på årets Skole OL for elever i 0.-3. klasse. I fire uger konkurrerer foreløbigt ca. 300 klasser fra hele landet mod hinanden i sjove, små stafetter, som kræver holdånd og fællesskab. 

Hvor hurtigt kan du bevæge dig på tre ben? Og kan du rulle som en panda eller gå som en krabbe? Eleverne i 0.-3. klasse skal igennem fem sjove konkurrencer tilpasset hvert klassetrin, når Skole OL for Indskolingen løber af stablen i uge 43-46 for foreløbigt næsten 6.000 børn. Konkurrencerne afvikles i trygge rammer på elevernes egne skoler, hvorefter lærerne indtaster resultaterne online til Skole OL. Konkurrencen er udviklet med fokus på fællesskab, basale færdigheder og bevægelsesglæde.

”I Skole OL har vi fokus på aktiviteter, der styrker klassefællesskabet. Man er en del af noget, hvor alle kan bidrage, og det kræver fællesskab og sammenhold i klassen for at gøre det godt. Det bidrager på den måde til at øge trivslen både for hele klassen og for den enkelte elev,” siger adm. direktør for Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen.

Skole OL for Indskolingen afsluttes med et stort online finaleshow fra WOW PARK i uge 47, hvor eleverne kan se med ude fra klasselokalerne, og vinderne kåres på hvert klassetrin. Der er præmier til både første- anden – og tredjepladserne fra Billund Kommune og WOW PARK. Førstepladserne præmieres med fribilletter og gratis transport til WOW PARK i Børnenes Hovedstad, Billund Kommune.

Du kan stadig nå at lege med – helt gratis
Idrætslærere kan stadig nå at tilmelde sig Skole OL for Indskolingen, så længe de kan nå at afvikle konkurrencen i uge 43-46. Det er helt gratis. Klik blot på “Tilmeld-knappen” i øverste højre hjørne.

Fakta om Skole OL

Skole OL er et gratis idrætstilbud til skoleelever fra 0.-8. klasse. Det er hele Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever og en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv. Gennem Skole OL møder børnene en bred vifte af sportsgrene i børnehøjde med udgangspunkt i de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay.

Skole OL for 0.-3. klasse afvikles i efteråret, mens 4.-8. klasserne kan dyste til lokalstævner i flere forskellige sportsgrene næsten hele året om en plads i den store Skole OL-finale i juni, som Billund Kommune lægger hus til for fjerde gang. Sportsgrenene tilpasses, så de møder børnene i øjenhøjde, og klasserne konkurrerer sammen som et hold, hvor klassefællesskabet er det vigtigste, og alles præstationer tæller.

Skole OL bidrager på den måde til at booste bevægelsesglæden og motivere til et aktivt børneliv – både i og uden for skolen – og dermed øge trivslen for børn og unge.

Det er DIF (Danmarks Idrætsforbund), der står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond.