Skole OL-lokalstævne i bowling trækker nye medlemmer

28/04/2023

Lokal bowlingklub øgede medlemsantallet med en tredjedel efter afholdelsen af et Skole OL-lokalstævne.

Silje Jensen på 11 år fandt sin nye sport, efter hun deltog sammen med sin klasse fra Bække Skole i et Skole OL-lokalstævne i Brørup i marts. Hun blev på kort tid fuldstændig bidt af bowling og træner i dag i Sydjysk Bowlingteam. Og det er hun ikke ene om. Efter lokalstævnet kunne klubben nemlig tilføje fem nye medlemmer og øgede dermed antallet af ungdomsspillere med en tredjedel til 22.

”Samme dag, som klassen havde vundet stævnet, kom Silje hjem og sagde, at hun helt vildt gerne ville gå til bowling. Og så fik hun også sin lillesøster Clara med på den. De går begge to rigtig meget op i det og glæder sig altid til træningen om mandagen,” fortæller Siljes mor, Dorte Jensen.

Atypisk at piger tilmelder sig

Hos Sydjysk Bowlingteam, som arrangerede lokalstævnet, glæder man sig over interessen fra nye medlemmer.

”Foreløbigt har klubben fået fem nye piger, hvilket er glædeligt og lidt atypisk, da det mest er drenge, der tilmelder sig. Tre af pigerne deltog i Skole OL-lokalstævnet, mens de sidste to er søskende til nogle af de andre piger,” fortæller Alice Thomsen, som også er træner og ejer af bowlinghallen i Brørup. Hun har selv to børn, der bowler og er – ikke så overraskende – ret begejstret for sporten.

”Bowling er en sport, der kan rumme mange. Man behøver ikke kunne løbe hurtigt, men man skal have teknik og boldøje og være åben for at lære. Man kan spille som et hold, men ens egen præstation er ikke nødvendigvis afhængig af andre, så du kan også konkurrere med dig selv,” siger hun.

Et fællesskab for både store og små

Siljes mor Dorte Jensen fremhæver også det store og mangfoldige fællesskab, som bowling tilbyder, netop fordi det er en sport for alle – både for store og små.

”Alle børn i alle aldre skulle prøve at lære at bowle og være med i det kæmpestore fællesskab, der følger med det. Det er en kæmpestor ny familie, som løfter og hjælper hinanden. De mindre børn ser op til de ældre børn, som lærer fra sig og spiller sammen. Silje og hendes søster har fået en ny stor vennekreds derovre. Det er SÅ fedt,” siger Siljes mor, Dorte Jensen.

Siljes klasse kvalificerede sig til Skole OL-finalen, som løber af stablen den 13.-16. juni 2023.