Doping

Hvert år bliver det besluttet, hvilke stoffer, det er forbudte at indtage. Hvis atleter tager stofferne og bliver opdaget, bliver de typisk udelukket i op til fire år. Og hvis de har vundet medaljer, mens de har været dopet, så mister de dem.

Doping er forbudt, fordi man ønsker, at atleterne konkurrerer på lige vilkår. Det skal ikke være dem, der er bedst til at dope sig, der vinder. Desuden vil man også beskytte atleterne. Dopingstoffer kan være meget farlige, og der er eksempler på atleter, der er døde på grund af brug af doping.

Selvom doping er forbudt, er der atleter, der alligevel doper sig. Antidopingmyndighederne tester derfor atleter. Blandt andet skal alle, der vinder medalje ved OL, afgive en dopingprøve lige efter deres konkurrence. Derfor skulle Sara Slott Petersen dopingtestes, efter hun vandt sølv i 400 meter hækkeløb ved OL i Rio i 2016.

Chaperonen holder øje

Sara løb ikke direkte fra målstregen ind i testlokalet. Men så snart løbet var overstået, kom en såkaldt chaperone hen til hende. Det er en person fra dopingkontrollen. Chaperonen holder konstant øje med atleten, der skal testes. Fra det øjeblik atleten er færdig med konkurrencen, til den har afgivet sin prøve. Atleten må aldrig være uden for chaperonens synsfelt.

Sara talte inden sin dopingtest med medierne, og hun fik lov til at møde sine venner og familie. Men chaperonen var med hele vejen og sikrede, at det ikke var muligt at snyde.

Et par timer efter løbet var det tid til at afgive en urinprøve. Men det lyder nemmere, end det er.

”Mit system kunne lukke helt ned, når jeg skulle tvangstisse. Jeg var helt dehydreret, når jeg løb. Derfor kunne det være svært at tisse. Jeg blev nødt til at drikke en masse vand. Men jeg måtte ikke drikke for hurtigt. Så kom der nemlig kun vand ud. Urinen skulle være kraftig nok til at kunne testes. Derfor drak jeg lidt hvert kvarter.”

En atlet skal aflevere mindst 90 milliliter urin. Hvis man kun kan tisse fx 40 milliliter, så må man ud at drikke noget mere vand. Så kan der nemt gå endnu flere timer.

Atleters sikkerhed

Atleternes sikkerhed er meget vigtig, når de skal testes. Kopperne, de skal tisse i, er forseglede. Det betyder, at atleterne kan se, at kopperne ikke har været åbnet tidligere. Atleterne vælger selv, hvilken kop de vil tisse i. Dette gør man for at sikre, at ingen udefra kan få en bestemt atlet uskyldigt dømt ved at ’forurene’ koppen med dopingstoffer.

Efterfølgende bliver prøven opdelt i to. En A-prøve og en B-prøve. Hvis atletens A-prøve viser spor af doping, kan atleten altid kræve en test af B-prøven. Det kunne jo være, at der var sket en fejl i forbindelse med den første test.

Selvom atleten har drukket rigeligt, kan det stadig være svært at tisse. Atleterne er ikke alene, når de skal tisse i koppen. I rummet står en kontrollant og holder øje. Kontrollanten skal sikre, at atleten ikke smugler en anden persons ’rene’ urin med og bruger det i stedet.

”Jeg trak op i trøjen og ned i bukserne. Jeg var faktisk helt nøgen. Kontrollanten tjekkede, at jeg ikke snød. Det var grænseoverskridende, men jeg vænnede mig til det i løbet af min karriere. Til OL var der fornuftige forhold.”

”Jeg har løbet stævner i Østeuropa, hvor der var dårlige toiletforhold. Og hvor der sad en kontrollant og kiggede mig direkte op i underlivet. Der måtte jeg lige tage en dyb indånding, inden jeg kunne få noget ud. Selvfølgelig var det ikke sjovt at aflevere dopingprøver, men det er et vilkår som topatlet. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle testes, fordi jeg havde gjort det godt.”

Dopingkontrollanter med i vuggestuen

Nogle dopede atleter er dygtige til at skrue ned for dopingen i forbindelse med et mesterskab. Så de undgår at blive testet positiv. Derfor bliver atleter også testet uden for konkurrence. Sara skulle derfor altid oplyse antidopingmyndighederne om, hvor hun var. Så de altid kunne finde hende. Helt konkret skulle hun angive sted og tid (én time om dagen), hvor kontrollanterne kunne finde og teste hende. Man kalder det for hendes ’whereabouts’.

Hun tastede næsten altid tidsrummet 06:45 – 07:45 og hjemmeadressen i Højbjerg ved Aarhus ind i systemet.

”Jeg har tit ligget i sengen tidligt om morgen og skullet tisse, men har holdt mig. Jeg ville være sikker på at kunne tisse, hvis kontrollanterne bankede på døren. Jeg har et par gange prøvet at gå på toilettet, og lige efter, jeg skyllede ud, bankede kontrollanterne på døren. Så gik der timer, før jeg kunne tisse igen.”

Kontrollanterne kan komme både fra Danmark, men også fra udlandet. Hvis Sara ikke kunne tisse med det samme, skulle de blive hos hende, indtil hun kunne aflevere en prøve.

”Jeg har prøvet at have kontrollanterne med oppe i vuggestuen, hvor jeg skulle aflevere mit barn. Jeg kunne ikke tisse, men jeg SKULLE aflevere barnet. Så måtte de med.”

”Da jeg stoppede min karriere, var det en stor lettelse ikke at skulle indberette længere. Alligevel følte jeg i lang tid stadig angst for at misse et besøg. Eller i forhold til at glemme at indberette mine ’whereabouts’. Jeg havde svært ved at slippe følelsen. Men nu tænker jeg ikke mere over det.”

Anti Doping Danmark tester og oplyser

I Danmark er det organisationen Anti Doping Danmark (ADD), der har ansvaret for at bekæmpe brugen af doping. Dens medarbejdere tester atleter, men de prøver også at forebygge doping via oplysningskampagner, undervisning og e-læringsforløb, så atleterne ikke kommer til at overtræde dopingreglerne uden at vide det. Desuden forsker de og samarbejder internationalt om at bekæmpe doping.

Sara kunne godt blive irriteret på kontrollanterne, når de pludselig kom på besøg tidligt mandag morgen. Men hun bakker op om deres arbejde.

”Jeg vidste, at jeg ikke snød, og jeg kunne ikke drømme om at gøre det. Så hvis nogle af mine konkurrenter blev taget for doping eller undlod at dope sig på grund af kontrollerne, var det til min fordel.”

Tidligt i sin karriere, da hun kun var 15 år, blev hun tilbudt nogle piller til et stævne i udlandet. Manden sagde, at pillerne kunne gøre hende lige så hurtig som hendes russiske konkurrenter. Men Sara tog ikke imod pillerne. Måske fordi hun kommer fra et land som Danmark.

”I Danmark er atletik en hobby. Hvis du er rigtig dygtig, kan det blive dit arbejde. Men i Danmark kan man uddanne sig til alt muligt og få et arbejde, hvor man tjener langt mere end en atletikudøver. I nogle lande er det anderledes. Her kan sporten være den eneste mulighed for at løfte sig selv og sin familie ud af fattigdom.”

Sara er i dag glad for, at hun aldrig har brugt doping.

”Det er skønt at kunne se tilbage på min karriere og vide, at det er hårdt arbejde, der ligger bag. Og intet andet.”