Ingen vinder alene

Alle danske OL-medaljevindere startede deres idrætskarrierer som børn i en idrætsforening. Her stod frivillige trænere klar og bød dem velkommen. De lærte de kommende medaljevindere, hvad idrætten gik ud på. De trøstede børnene, hvis de blev kede af det. Ingen danske atleter var kommet til OL, hvis der ikke havde været frivillige kræfter i foreningerne.

Sara Slott Petersen var i hele sin karriere tilknyttet atletikforeningen Aarhus 1900. Her troppede hun første gang op som 13-årig. Senere, da hun blev en verdensstjerne og vandt sølv ved OL ved OL i Rio i 2016, var hun samtidig ungdomstræner i klubben. For at give noget tilbage. Hun fik nemlig en masse, da hun var en meget ung atlet.

”Da jeg var 15 år, fik jeg en træner, Mikkel Larsen. Han var min træner igennem hele karrieren. Han betød utrolig meget for mig. Han udtænkte alle planerne. Vi lavede mange fejl, men vi turde blive sammen alligevel. Det er jeg utrolig glad for i dag.”

I den aarhusianske klub mødte hun også en anden person, som kom til at betyde meget for hende.

”Lars Nielsen. Han har haft mange positioner. Landstræner, sportschef og alt muligt andet. Han boede ligesom jeg i Aarhus og var min ’atletikfar’. Han rådgav mig og arbejdede solen sort for at få tingene til at lykkes. Han var der for mig dag og nat.”

Forældrene trådte til

Hendes forældre var nok de vigtigste hjælpere op mod OL i Rio i 2016. Tre år inden hun vandt sølv i Rio, blev hun gravid, og året efter fødte hun en søn.

”Da jeg blev gravid, tog jeg med det samme fat i mine forældre. Jeg spurgte, om de var klar til at hjælpe med at passe barnet. Ellers kunne jeg ikke fortsætte karrieren. De var klar.”

”De passede barn, når jeg trænede og var til stævner. De var også med mig på træningslejre. Min kæreste var atletiktræner, og han placerede træningslejre med sine atleter, hvor jeg var. Så kunne vi deles om børnepasningen.”

Atletikudøvere kan have meget travlt, især fra maj til september. Her er de næsten hele tiden til stævner i udlandet. Når Sara rejste, måtte hun sige farvel til sin lille søn.

”Når jeg var afsted, eksisterede familien nærmest ikke for mig. Her koncentrerede jeg mig om sporten. Man kan sige, at jeg blev en egoist, men det var også aftalen. Det kunne jeg kun gøre, fordi jeg vidste, at der var styr på det derhjemme.”

Virksomheder hjælper også

De bedste atleter i Danmark får støtte fra Team Danmark. Elitesportsorganisationen har eksperter inden for kost, fysisk træning og alt muligt andet. Desuden betaler de økonomisk støtte til både forbund og atleter.

Også en række store danske virksomheder hjælper til. De er olympiske partnere. Det koster penge at være olympisk partner. Pengene bliver blandt til at betale for udstyr og træningslejre til atleterne, indlogering under de olympiske lege og meget andet. Hjælpen er med til at sikre, at Danmark kan vinde mange medaljer ved OL, selvom vi er et meget lille land.

Telefonen tændt hele tiden

Det var ikke nemt at være hjælper for Sara. Man skulle sove med sin telefon tændt.

”Det var hårdt at være i mit team. Hvis jeg havde brug for noget sent om aftenen, så skulle jeg have fat på min træner med det samme. Hvis jeg kom til skade, skulle jeg til hos lægen inden for to timer. De kunne ikke sige, at der var en ledig tid på torsdag i næste uge.”

Sara krævede meget af sine nærmeste. Ellers ville hun aldrig kunne vinde en OL-medalje. Nogle gange har hun sikkert også været irriterende eller urimelig. Det ved hun godt. Derfor var hun utrolig glad for at se, hvordan de reagerede, da hun vandt medaljen.

”Alle i mit team var bare så lykkelige. Næsten mere end jeg var. Det er skønt at mærke. Jeg har aldrig kunnet betale dem masser af penge. Derfor var det fantastisk, at min medalje gjorde dem så glade. De var stolte over at have bidraget til min succes. Det skulle de også være. Jeg havde aldrig kunnet dyrke elitesport i 20 år uden deres hjælp.”