Løbet

I Rio i 2016 blev finalerne afviklet om aftenen og meget sent. Da Sara Slott Petersens finale i 400 meter begyndte, var det næsten midnat lokal tid.

Den danske løber forberedte sig altid på samme måde. Uanset om hun løb klokken 9:30 om morgenen eller klokken 22.30 om aftenen. Uanset om hun skulle løbe et indledende løb, en semifinale eller en finale.

To timer inden startskuddet gik hun i gang. Alt, hun skulle lave i opvarmningen, havde hun skrevet ned på en seddel. Hver gang stod der det samme på sedlen. Hun ændrede bare tidspunkterne i forhold til, hvornår startskuddet lød. Klokken 22:47 – skift til pigsko, klokken 23:05 – spis to bidder af en banan, osv.

”Den seddel gav mig ro. Jeg skulle ikke tænke over noget. På sedlen stod der, hvad jeg skulle gøre og hvornår.”

Nerver

Man kan godt blive ramt af nerver, når man er OL-atlet. Man kan blive bange for at fejle. Der er tusindvis af mennesker på stadionet og millioner foran tv-skærmene. Især inden en finale, hvor medaljerne skal fordeles.

Sara har prøvet at være meget nervøs. Det var hun også i Rio, men ikke inden finalen.

”Jeg var nervøs inden semifinalen. Hvis jeg ikke kom videre til finalen, ville det være en stor skuffelse. Men nu var jeg i finalen. Det var godt gået af mig. Jeg havde bevist, at jeg var en dygtig løber. Uanset hvordan det gik i finalen. Derfor kunne jeg slappe af.”

Inden semifinalen så Sara sur ud. Hun kiggede ned i jorden. Hun besluttede sig for, at det skulle være anderledes på finaleaftenen.

”Jeg ville vise både mine konkurrenter og mig selv, at jeg havde overskud. Jeg besluttede, at jeg ville kigge mine konkurrenter i øjne og smile. Jeg ville kigge op og ikke ned i jorden.”

”På forhånd havde jeg lavet en playliste til opvarmningen. Playlisten bestod af musiknumre, jeg hørte i mit barndomshjem. Det var glad musik. Musik jeg har danset til. Gnags, Kim Larsen og Shu-bi-dua. Musikken fik mig til at smile og komme i godt humør. Den gjorde en kæmpe positiv forskel for mig.”

Regnen faldt

Sara sluttede som sædvanlig opvarmningen af med at løbe over tre hække. Så råbte hendes træner, at det så fantastisk ud. Det gjorde han altid på det tidspunkt. Uanset om det så godt eller skidt ud. Herefter tog træneren Saras taske og afleverede hende i det såkaldte ’call room’. Som en forælder afleverer sit barn nede i en idrætsforening.

I ’call room’ samledes løberne. Arrangørerne skal være sikre på, at løberne er klar, når de bliver kaldt ud til startblokkene. Sara blev ved med at smile. Hun snakkede med alle dem, der havde lyst til at snakke.

Pludselig begyndte det at regne. En af de amerikanske løber prøvede at gøre de andre bange.

”Nu bliver banen glat. Pas på I ikke falder piger,” sagde hun.

Sara blev dog ikke bange.

”Det der virkede ikke på mig. Jeg er vant til regn. Jeg kommer fra Danmark, hvor det regner hele tiden.”

Løberne blev kaldt ud til startblokkene. Sara lavede en prøvestart, hoppede over den første hæk og løb seks-syv skridt videre. På tilskuerpladserne ud for den første hæk sad Saras træner. Ved 200 meter mærket sad Saras kæreste.

Løb for sit liv

Nu var det alvor.

Løberne satte sig til rette i startblokkene. Manden med startpistolen sagde: ’On your marks, get set…..’

Når de ord lyder i højttalerne, bliver tilskuerne altid musestille og venter på, at pistolen bliver affyret.

”Hvis man ikke er et godt sted fysisk og mentalt, så kan disse få sekunder inden startskuddet være det værste overhovedet. Jeg får helt kuldegysninger bare ved at tænke på det. Tankerne kan flyve til månen og tilbage på de få sekunder. Det kan gå fuldstændig galt.”

”Men i Rio havde jeg nogle gode sekunder i startblokken. Når jeg genser løbet, er det tydeligt, jeg havde ro på. Jeg sad i blokken og sagde til mig selv, at jeg skulle tage nogle lange skridt i begyndelsen. Så skulle det nok gå.”

Sara Slott Petersen var ikke favorit til at finde guld. Det var amerikaneren Dalilah Muhammed. Hun startede lige bagved. Sara vidste, at hun ville blive indhentet ret hurtigt. Men hun skulle ikke gå i panik.

Det gjorde hun heller ikke. Sara fik en god start. Da løberne kom til den ottende ud af de ti hække lå Sara på en klar andenplads – med sikker kurs mod en sølvmedalje. Men så skete det, som ikke måtte ske:

”Pludselig fløj mine tanker: Wow, jeg vinder en OL-medalje. Jeg kom til at bruge to promiller af mine tanker på noget andet end at komme fremad. Mine skridt blev en lille smule for korte inden niende hæk.”

Normalt løb Sara 16 skridt mellem hver hæk. Men hun blev nervøs. Hendes krop besluttede at tage 17 i stedet for 16 skridt inden den sidste hæk. Det gik ud over farten. Pludselig var konkurrenterne tæt på. Blandt anden verdensmesteren fra Tjekkiet. Hende havde Sara aldrig besejret før. Det var ved at gå helt galt.

”For helvede. Det er bare løgn. Jeg var så sur på mig selv. Sur over at have tænkt på medaljen for tidligt. Men så løb jeg for mit liv.”

”Normalt kan man ikke komme op i fart igen, når man først har tabt den. Men det lykkedes for mig den aften i Rio.”

Rekord

Sara blev en sikker nummer to over målstregen. Men hun turde ikke juble. Ikke før resultatet blev vist på den store tavle på stadionet. Hun havde vundet sølv og forbedret sin egen nordiske rekord med et halvt sekund. Det var det hurtigste løb i hendes karriere.

Normalt løber medaljevinderne æresrunde ved store mesterskaber. Det gjorde man ikke ved OL i Rio. Men ingen kunne holde Sara tilbage.

”De to andre medaljevindere forsvandt hurtigt. Men jeg VILLE bare ud på den æresrunde. Det var mit livs løb, mit livs øjeblik. Så jeg skulle bare afsted. Så jeg løb hele banen rundt med det danske flag omkring mig.”