Medier

Ligesom der er en OL-by til atleterne, er der en medieby, hvor tusindvis af journalister bor. På forhånd har de søgt om at dække OL. De modtager et skilt, som de skal bære om halsen. Det kaldes en akkreditering. Den giver journalisterne adgang til de forskellige stadioner og til de særlige områder, hvor de kan interviewe atleterne.

Journalisterne er mest interesserede i de atleter, som klarer sig bedst. En medaljevinder er altid en god historie. Derfor var der også mange journalister til stede, da Sara Slott Petersen ved OL i 2016 vandt sølv i 400 meter hækkeløb. Også selvom løbet først sluttede tæt på midnat.

Masser af journalister

Alle atleter skal efter deres konkurrencer gennem en ’medievej’. Først kommer de til de store internationale tv-stationer. Dernæst står DR og TV2 parat til at interviewe. TV-stationerne har betalt mange penge for retten til at vise OL. Derfor får de lov til at møde atleterne først.

Derefter følger radiostationerne, og til sidst skal atleterne passere ’mixed zone’. Det er et område, hvor de skrivende journalister fra aviserne står og venter på dem. Endelig er der også et stort pressemøde, som de tre medaljevindere skal deltage i.

For atleter fra de små idrætsgrene kan det være overvældende at møde så mange journalister. Medieinteressen ved et OL er tusind gange større end det, de er vant til. Sara havde dog tit talt med journalister. Atletik er en stor idrætsgren i hele verden. Så journalisterne var også interesserede, når hun klarede sig godt til stævner og mesterskaber.

”Jeg kunne dog godt mærke, at medieinteressen var endnu større, da jeg vandt sølv ved OL. Jeg gav blandt andet interviews til magasinet ’Vores Børn’ og til Se & Hør. Dem havde jeg aldrig talt med før.”

Skal møde journalisterne

Arrangørerne af OL kræver, at atleterne går forbi journalisterne. De må ikke gå ud ad bagdøren. Atleterne er dog ikke forpligtede til at svare på spørgsmålene.

Danmarks Idrætsforbund, der er ansvarlige for den danske OL-operation, siger dog til de danske atleter, at de skal svare på spørgsmål. De må selv bestemme, om de vil svare på private spørgsmål. Altså om de har en kæreste, eller om de stemmer på Socialdemokratiet. Men spørgsmål om deres konkurrencer ved OL skal de svare på. Det havde Sara ingen problemer med.

”Jeg har altid kunnet lide at fortælle om min idræt til journalisterne. Jeg har altid fået ros for den måde, jeg har gjort det på. Min strategi har været, at jeg skulle være tilgængelig og ærlig.”

Medaljedøgnet

Når danske atleter vinder medaljer, så begynder ’medaljedøgnet’. Her skal atleterne besøge tv-stationernes studier. Der bliver arrangeret pressemøde med dem, de skal møde OL-sponsorerne og måske kommer medlemmer af kongefamilien også på besøg. Dette betyder, at de ikke må lave private aftaler i døgnet efter deres afsluttende konkurrence. I hvert fald ikke nogen, som ikke kan aflyses.

”Medierne var meget interesserede i at snakke med mig. Jeg besøgte studierne hos DR og TV2. Det kan være en stor opgave, men det var rart at formidle min præstation videre til danskerne. Jeg blev hyldet, og der var ingen kritiske spørgsmål – hvem synes ikke, det er fedt?”

”Jeg var på det tidspunkt en rutineret atlet. Jeg havde fået en uddannelse og et barn, så jeg var blevet mere rolig og afslappet i mine medieoptrædener. Derfor turde jeg åbne mig mere for journalisterne.”

Krav til journalister

Sara havde i sin karriere et godt forhold til journalisterne. De satte pris på, at de kunne få fat i hende, og at hun gav nogle gode og ærlige svar. Men hun lærte i slutningen af sin karriere at stille krav til journalisterne.

”Jeg krævede, at de forberedte sig. Flere gange er jeg blevet ringet op af journalister, der ikke havde forberedt sig godt nok. Så sagde jeg til dem, at de måtte ringe igen om en time, når de havde sat sig ordentligt ind i tingene.”

I dag har Sara indstillet sin karriere. Hun har prøvet at stå på journalisternes side af hegnet, når hun har været ekspertkommentator på tv til VM i atletik. Af og til giver hun gode råd til de unge danske atletikudøvere.

”Nogle af de unge atleter er alt for hårde ved sig selv. De tror, at de skal være enormt sure og skuffede, hvis de ikke lykkes 100 procent. Det skal de lade være med. De skal være mere stolte. De skal ikke undervurdere deres egne præstationer.”