OL-byen

Ved OL i Rio i 2016 boede der 18.000 mennesker i den nybyggede OL-by. Cirka 10.000 var atleter, mens 8.000 var stabspersonale (trænere, ledere, læger osv.)

Engang var OL-byen kun for mandlige atleter. Først i 1952 fik kvinderne adgang til OL-byen. Men de måtte ikke bo i de samme bygninger som mændene. Ikke før 1984 begyndte alle atleter – kvinder og mænd – fra samme land at bo i de samme bygninger.

I OL-byen udsmykker de enkelte lande i dag deres bygninger med blandt andet store flag. Sara Slott Petersen boede i Rio i en bygning, som Danmark delte med Sverige og Israel.

”Vi atleter skulle altid rundt og tjekke de andre lande ud. Vi kunne altid se, hvor de store lande boede. De har penge til at lave en flot udsmykning. Lande som Canada, Australien og Tyskland gjorde altid meget ud af det. Så var der de helt små østater. De havde måske fundet et par slidte flag i en container, som de havde hængt op. Det er sjovt at se, hvor forskelligt det var.”

Hvert land her deres egen tøjpakke. Når atleterne er til OL, skal de gå i det tøj.

De må fx ikke gå rundt i deres egen t-shirt eller nogle baggy pants, de har fået i julegave. Det er der to årsager til. Atleter fra det enkelte land skal fremstå som et samlet hold. Selvom en atlet spiller håndbold og en anden skyder med bue, så er de på samme hold.

Den anden årsag er, at sponsorer betaler en del penge for at levere tøjet. Hvis Nike har betalt mange penge for at et hold går i deres tøj, så nytter det ikke noget, hvis en af holdets atleter pludselig render rundt i en privat adidas-trøje. Så vil Nike blive sure.

Man må dog gerne gå i sine private sko. Når man tager nogle helt nye sko på, så risikerer man at få vabler, indtil de er gået til. Det går ikke. Desuden må atleterne tage deres normale konkurrencetøj på, når de er i aktion. Mange af atleterne har gennem årene fået udviklet noget helt særligt konkurrencetøj. Det kan være tøj, der er aerodynamisk og udviklet præcis til den enkelte atlet. Det må de gerne bruge, selvom det er et andet tøjmærke, som har lavet det.

Når man kommer til OL’s sidste dag, bytter mange af atleterne tøj med hinanden. Mange vil gerne have fat i italienernes tøj. Alt deres tøj er fra Armani, som er et meget berømt og dyrt mærke. Også amerikanernes tøj er eftertragtet. Det kommer fra Ralph Lauren, som også er et dyrt mærke.

Der er også en del, som vil bytte med danskerne. Det er virksomheden Bestseller, der leverer den danske tøjpakke. Herretøjet er Jack & Jones, og kvindernes er Vero Moda. I den danske tøjpakke er det masser af t-shirts og shorts i rød/hvide farver. Men der er også hoodies, regnjakker, jeans, træningstøj, badebukser, tasker, kasketter, forskellige sko, skjorter, jakkesæt, toppe og kjoler.

”Vi danskere er godt stillede i forhold til tøj. I Rio havde vi en tøjpakke, hvor der også var en del normalt tøj. Det var virkelig rart. Der er andre lande, som udelukkende har joggingtøj med til OL. Det ville jeg blive vanvittig af at gå i i to uger i træk”

Atleter i alle mulige størrelser

Indbyggerne i OL-byen er meget forskellige. Den laveste indbygger i OL-byen i Rio var en kvindelig brasiliansk gymnast, der kun var 1,32 meter høj. Den højeste indbygger var en kinesisk basketballspiller på 2,18 meter. Den brasilianske gymnast vejede 31 kilo, mens en mandlig judokæmper vejede 170 kilo.

”Jeg brugte masser af tid i OL-byen på at kigge på de mange atleter. Der var store og små. Tykke og tynde. Men de var alle blandt de bedste i verden til deres idræt. Det var fascinerende at betragte.”

”Jeg gættede altid, hvilken idræt de dyrkede. Jeg blev efterhånden god til at finde ud af det ved at smugkigge på deres akkrediteringskort, når de gik forbi. Det er nogle kort, atleterne har hængende om halsen. Her står vores navne, men der står også, hvilken idrætsgren vi dyrker.”

Bittesmå værelser

Mange af atleterne til OL er meget berømte og tjener rigtig mange penge. De er vant til at bo på flotte og dyre hoteller. Værelserne i OL-byen er noget helt andet.

”OL er verdens største sportsbegivenhed, men vores værelser mindede om et sløjt vandrehjem. Jeg boede på et lille dobbeltværelse i tre uger. Der var ikke plads nok til, at jeg kunne pakke min kuffert ud. Det var dårligere forhold, end da jeg var ude til mit første stævne som 14-årig.”

”Vi havde taget nogle puslespil med, men vi havde ikke ordentlige møbler at sidde i. Vi fik ondt i ryggen, når vi lagde brikkerne på plads. Så det måtte vi opgive. Det var lidt skørt, men sådan er det til OL, og det accepterer man hurtigt.”

Efter OL sluttede, blev atleternes lejligheder sat til salg. Ved tidligere OL er OL-byerne også blevet til almindelige boligkvarterer bagefter. Men salget gik meget langsomt i Rio. Priserne var meget høje, og værelserne var altså meget små.

Fællesrummet var guld

OL-byen lå i den vestlige del af Rio. Det er en kæmpe by, og trafikken er helt håbløs. Det betød, at Sara og de andre atleter måtte blive i OL-byen. Det var for risikabelt at tage bussen ind til centrum af byen, hvor den berømte strand Copacabana ligger. Måske ville de sidde fast i trafikken og misse deres konkurrence eller træningstid. Det ville de ikke risikere.

”Nogle atleter foretrak at være helt alene og blive inde på deres værelser. Jeg har brug for at tale med andre mennesker. Man må aldrig banke på en lukket dør, for man risikerer at vække en atlet, der ligger og sover. I stedet var jeg meget nede i vores fællesrum.”

”I fællesrummet talte jeg med andre danske atleter. Blandt andet nogle af fyrene fra håndboldlandsholdet. De endte med at vinde guld, så ligesom mig tilbragte de også lang tid i OL-byen. Jeg talte også med fx en bryder og en skeetskytte. Det var spændende at høre, hvordan de forberedte sig til deres konkurrencer.”