Discipliner

I Skole OL Parasport dyster eleverne i forskellige parasportdiscipliner, som er tilpasset børn i 4.-7. klasse. Det er OL i børnehøjde – hvor alle kan være med.

Disciplinerne giver mulighed for, at elever med et handicap kan have en fordel i forhold til deres ikke-handicappede klassekammerater. Når man ikke er vant til at sidde i kørestol, udfordrer det hjernen på en helt ny måde at bruge sine arme til at flytte kørestolen, i den retning man gerne vil. Det er også en helt anden oplevelse at lytte sig frem til, hvor en bold kommer fra, når man er vant til at kunne se den.

Disciplinerne er fulde af action og spænding, og der er garanti for sjove og anerledes oplevelser sammen klassekammeraterne og elever fra andre skoler.

Der konkurreres på hold, hvor et hold består af en elev med et handicap og to ikke-handicappede klassekammerater.

I videoen herunder kan du få en smagsprøve på Skole OL Parasport. Du kan også læse mere om disciplinerne efter videoen.

 

Seks forskellige discipliner

Kørestolsfodbold minder på mange måder om fodbold, og det kræver, at man er god til at samarbejde. Man skyder til bolden ved hjælp af kørestolen.  Med bare tre spillere på banen, skal der nok være masser af action, når målet skal forsvares, og man samtidigt skal frem og score.

I kørestolsrugby skal spillerne, som sidder i en kørestol, bære bolden over modstanderens mållinje. Både som angreb og forsvar er kontakt og takling mellem kørestolene tilladt. Det er en underholdende sportsgren med fuld fart på – både for spillerne og tilskuerne.

Kørestolsslalom er en sjov udfordring, hvor det handler om at køre stærkt, men samtidig undgå at ramme portene. For så får man en tidsstraf.

Boccia er i familie med pétanque. Til boccia i Skole OL bruger alle en rampe til at skyde boldene afsted, og det handler om at komme tættest på målbolden. Det er et sjovt spil, hvor alle har lige forudsætninger for at vinde.

I goalball skal man score mål. Men spillerne har bind for øjnene, så man kan hverken se bolden eller målet. Til gengæld er der klokker i bolden, så det gælder om at lytte sig frem. Goalball udfordrer spillernes fysik og koncentration, og for eleverne uden et synshandicap er det en hel ny måde at bruge sanserne.

i løbestafetten skiftes eleverne til at løbe på tværs af hallen og giver depechen videre til den næste holdkammerat, men med bind for øjnene. Børnene kan guide deres holdkammerat ved hjælp af lyde eller få følgeskab af en holdkammerat uden bind for øjnene. De skal nok blive udfordret, når de ikke kan bruge synssansen til at orientere sig.

Følg os