Regler

Der kan ved de enkelte arrangementer blive lavet om på f.eks. kampens længde og antallet af skud eller points. Deltagernes antal, alder og fysisk formåen, samt den tid, der er afsat til konkurrencen, kan få indflydelse på de endelige regler.

Medmindre andet fremgår af reglerne specifikt, gælder det, at en sejr giver 3 points, 1 point for uafgjort og 0 point for nederlag.

Ved pointlighed, afgøres placeringen efter følgende:

  1. mål forskel
  2. højest antal scorede mål eller points
  3. lodtrækning

Kørestolsfodbold

Der er 1 spiller i elektriske kørestole og 2 i manuel kørestol.

Der spilles på en kort kørestolsfodboldbane, på tværs i hallen, eller på langs i en gymnastiksal. I hver ende er et otte meter bredt mål angivet af to kegler. Der spilles med en bold på 33 cm i diameter. Der skydes til bolden ved hjælp af en skærm der er monteret foran på kørestolen. En kamp løber over 8 minutter.

Bolden er ude af spil, når:

  • Den helt har krydset mållinjen eller sidelinjen ved jorden eller i luften.
  • Den er klemt fast mellem 2 eller flere spillere i mere end 3 sekunder.
  • Spillet er stoppet af dommeren.

Et mål scores ved at bolden krydser mållinjen mellem målstolperne helt, forudsat at holdet, der scorer, ikke umiddelbart har brudt spillets regler.

Kørestolsrugby

Der er 3 spillere i manuelle rugbykørestole på et hold.
Der spilles på en kort kørestolsrugbybane, på tværs i hallen, eller på langs i en gymnastiksal.
En kamp varer 8 minutter. For at score et mål skal spilleren have bolden under kontrol og køre udover mållinjen med minimum 2 hjul.
Bolden må bæres på skødet, men skal afleveres mellem spillerne eller dribles mindst én gang hvert 10 sekund.

Kontakt eller takling er tilladt mellem kørestolene, og er en integreret del af spillet. Taklingerne bruges af spillerne til at stoppe deres modstandere og tage kontrol med bolden. Fysisk kontakt mellem spillerne er ikke tilladt. Bolden, der anvendes er en hvid volleybold. Spillerne må bruge handsker til at forbedre grebet og for at beskytte hænderne.

Kørestolsslalom

Et hold består af 3 kørere. Formålet er at lave en gennemkørsel af banen på den hurtigst mulige tid og med så få fejl som muligt.
Den handicappede deltager kan køre i manuel eller elektrisk kørestol. De ikke-handicappede deltagere kører i manuelle kørestole.
De enkelte deltageres tid lægges sammen og holdets samlede tid er gældende. Det hurtigste hold vinder. Arrangørerne sætter banen. (Der er således ikke en standard bane).
Portenes bredde: manuel kørestol 80 cm, el-kørestol: 115 cm
Opgaverne kan være forlæns kørsel i port, baglæns kørsel i port, kørsel i zigzag, vendinger i porte, kørsel over måtter mm.
Ved fejl lægges der tid til:
At røre en port: + 3 sek.
At vælte en port: + 5 sek.
At køre forkert: + 10 sek.

Boccia

Et hold består af 3 spillere.
Der spilles med 6 røde, 6 blå og 1 hvid bold. Boldene skydes ved hjælp af en rampe.
De seks spillere fordeles skiftevis på lastelinjen, kortsiden, med en meter til hver. Plads 1, 3 og 5 = hold l, plads 2,4 og 6 = hold 2. Hver spiller har to bolde: hold 1 har de røde bolde og hold 2 har de blå bolde.
Spilleren på plads 1 starter og har første skud med den hvide målbold.

Der spilles på en bane, der er 6m x 10m (stregerne fra en badmintonbane). En kamp varer normalt 6 runder. Evt. færre, hvis der er mange hold i turneringen.

  1. Spiller 1 skyder den hvide målbold ud på banen. Derefter skyder samme person sin første røde bold. Det er altid den spiller, som skyder målbolden, der også skyder første holdbold. (Derefter afgør spillerne på holdet selv rækkefølgen).
  2. En spiller fra hold 2 skyder en blå bold.
  3. Herefter skyder hele tiden en spiller fra det hold, der IKKE har en bold nærmest målbolden.
  4. Hvis et hold har skudt alle sine bolde, skyder det andet hold resten af sine bolde.

Vinder af runden bliver det hold, der har en eller flere bolde nærmest den hvide målbold. Der gives point for den/de bolde, der ligger nærmere målbolden end modstanderens nærmeste bold. Bolde udenfor banen tæller ikke med.
I næste runde har spiller 2 retten til at skyde med den hvide målbold osv.

OBS. Når en synshandicappet deltager skal skyde sine bolde, så må en klassekammerat hjælpe/guide i.f.t retning og afstand ved at lydmarkere (for eksempel klappe eller fløjte).

Goalball

Der er 3 spillere på hvert hold.
Holdene er placeret i hver sin ende af banen.
Alle deltagere har maske for øjnene.
Der spilles med en almindelig goalball, dvs. en bold med en klokke i – vægt 1.25 kg. Der spilles på en volleyball-bane, evt. en mindre bane.
Der scores ved, at bolden ruller over modstanderens baglinie. Hele baglinien på banen er målområde.
En kamp varer 8 minutter.
Spilleren står op, når han/hun slynger bolden. Der kan indføres en regel om, at de ældste drenge/største og stærkeste skal stå med et knæ i gulvet, når der spilles på blandede hold. Bolden skal rulle hen ad gulvet.
De to hold skiftes til at slynge bolden.
Hvis bolden går ud over sidelinjen, dømmes den ude og det andet hold får bolden. Ligeså dømmes der høj bold, hvis bolden ikke ruller på gulvet Den samme spiller må kun slynge bolden 2 gange i træk.
Bolden må standses med alle dele af kroppen.

Løbestafet (synshandicappet)

Eleverne skiftes til at løbe, men med bind for øjnene. Eleverne guider hinanden i den rigtige retning ved at lave bestemte lyder eller ”håndholdt” guiding (hvor man løber sammen med en klassekammerat uden bind for øjnene). Stafetten foregår på tid, så der kun er et hold, som løber ad gangen.

Reglerne er vejledende. Har du spørgsmål, kan du kontakte Parasport Danmark, find kontaktoplysninger her.

Følg os