Skole i København skaber trivsel gennem bevægelse fra Skole OL

22/02/2024

Foto: Billedet er arkiv foto og ikke et billede af eleverne fra Verdensbørn Grundskole

 

Verdensbørn Grundskole tager hele vejen fra nordvest til Odense, for at prøve kræfter med Skole OL Brydning, der giver eleverne en følelse af fællesskab og sammenhold.

For Verdensbørn Grundskole i København Nordvest er bevægelse noget, der har høj prioritering, fordi det fremmer elevernes trivsel og fællesskab. Det betyder også, at skolen sender deres elever hele vejen til Odense for at prøve kræfter med Skole OL’s nye disciplin brydning.

Det er bestemt ikke første gang, at elever fra Verdensbørn Grundskole er med i et lokalstævne i Skole OL. Faktisk har de været med i Skole OL siden 2015, hvor det blot var atletik, der var med, og Finalen foregik på Østerbro Stadion.

”Vi har været med en del år nu, fordi vi oplever, at det giver vores elever enormt meget at være med i Skole OL, og det er tydeligt at mærke hos vores elever både op til, under og efterfølgende,” siger Yassin Adam Bachiri, skoleleder på Verdensbørn Grundskole.

Han tilføjer samtidig, at fællesskab er en af grundstenene på skolen.

”Ved indgangen til vores skole står der: Fælles om at skabe et fællesskab. Og det er en sætning, der er enorm vigtig i den måde vi underviser eleverne på, og noget som vi forsøger at integrere hos eleverne.”

To timers tur til Odense for at bryde

Ved årsskiftet fik Skole OL brydning på programmet, hvor der bliver sat fokus på den sunde brydekamp. Et tiltag som Yassin Adam Bachiri synes er enorm vigtig. For mange af de værdier der er i sportens verden, kan eleverne tage med sig ud i hverdagen og i andre fag.

”Vores valg om at tage til brydning i Odense er taget på baggrund af, at vi synes, at kampsporten giver eleverne nogle værdier som respekt, samarbejde og ikke mindst en kropsforståelse.”

Ud over brydning, har skolen også tilmeldt sig roning, cricket, o-løb og atletik.

Skole OL på skemaet

Som skoleleder oplever Yassin Adam Bachiri oplever, at eleverne lærer enormt meget af at være ude og se sine klassekammerater på en anden måde end i klasselokalet.

”Eleverne møder andre børn i en anden kulisse, ser nye sider af sig selv og deres klassekammerater, lære om grænser og hepper på hinanden både når det går godt, og når det går mindre godt”, siger han og tilføjer.

“Vi oplever, at når eleverne kommer til Skole OL, så skaber det et sammenhold og et fællesskab. Det giver børnene nogle værktøjer, som de kan bruge i de andre fag og uden for skolen.”

Det er ikke skrevet direkte ind i årsplanerne, men Yassin Adam Bachiri kan kun se, at det skal ind i skemaet, når bevægelsen skaber så stor begejstring blandt eleverne.

“Vi har for mange år siden besluttet, at Skole OL er på vores skema, fordi vi ser hvor stor en betydning, det har for vores elever. Det er blevet noget særligt for eleverne at være afsted, og det skaber en stor trivsel hos dem. Og det er vi selvfølgelig kun interesseret i.”

Har din klasse en god Skole OL historie?

Vi vil rigtig gerne være med til at fortælle jeres gode Skole OL historier.

Måske det har skabt et større sammenhold i klasse, eleverne er begyndt til den sportsgren de har været med til eller måske ligger I inde med en helt tredje fed historie?

Har I en god historie, så skriv til vores kommunikationskonsulent
Siska Bengtsson Rona på sisb@dif.dk

harlequinfilter