”Skole OL giver børn et helt særligt fællesskab”

07/09/2022

Skolelærer Jimmy Hesselbjerg stiftede atletikklub for at skabe nye rammer for Skole OL lokalstævner. I de her dage afholder han stævner for over 1200 skoleelever i Fredericia og Middelfart, hvor der er fokus på fællesskab og bevægelsesglæde.

Hvis man tager forbi Fredericia Atletik Forening er noget af det første, man møder Jimmy Hesselbjerg, der er stifter af atletikklubben og var med til at få Skole OL lokalstævnet op og kører i den sydjyske by. Et koncept der er vokset en hel del de senere år, siden Fredericias elever deltog for første gang i Skole OL.

”Det er en kæmpe fornøjelse at afholde Skole OL atletikstævner. Det er da også hårdt at få alle enderne til at mødes og afholde et så stort arrangement, men det er det hele værd, når man ser, hvilken oplevelse og glæde børnene får. Samtidig er det en gylden mulighed med åben skole, hvor skoler og foreninger arbejder sammen om, at skoleelever møder foreninger og får fede idrætsoplevelser,” lyder det fra Jimmy Hesselbjerg, der selv dyrkede atletik, da han var yngre.

Siden den 54-årige arrangør startede Skole OL rejsen, som arrangør tilbage i 2018, er han gået fra at have et par hundrede elever med, til nu at have over 1200 elever, der deltager hen over flere dage i Fredericia og Middelfart.

Fra opstilling af kegler til administrative opgaver

Jimmys liste af opgaver er alt fra A til Å. For det handler om at have det store forkromet overblik over at organisere selve stævnet og sørger for, at alle medvirkende har en god oplevelse. Under selve afholdelsen bliver opgaverne mere praktiske, som at hjælpe med at sætte baner op, stå for opvarmning, indtaste resultater og sørger for juice og vand til de deltagende elever.

”Min opgaveliste, ja hvor skal jeg starte? Jeg vil nok kalde mig selv for en ”praktisk blæksprutte”, når selve stævnet er i gang. Og her er der ikke nogen opgaver, der er for små eller for store. For mig er det vigtigste, at både børnene og lærerne går hjem med en god oplevelse,” siger arrangøren fra Fredericia og fortsætter:

”Jeg synes, at det er så sjovt, og når vi snakker om det nu, kan jeg da også mærke, at det giver mig et smil på læben, når jeg tænker på de oplevelser, jeg har fået indtil videre.”

Skole OL er en katalysator

Ifølge Jimmy Hesselbjerg har klassefællesskabet ved lokalstævner en stor betydning for eleverne. For mange børn giver idrætten meget mere end bare at dyrke en sportsgren.

”Idræt giver børn et særligt fællesskab. Alle børn får en opblomstring, fordi der ikke bare er fokus på idrætten, men så meget mere. Når man ser en klasse, der er fælles om noget, og der er begejstring og jubel på sidelinjen, så er det svært ikke at blive smittet med den holdånd, som Skole OL’s koncept giver til de tilmeldte klasser,” siger Jimmy og tilføjer:

”Skole OL er en form for katalysator. Det kan godt være, at der ikke er en direkte målbar rekruttering, men Skole OL bliver et rum, hvor elever møder foreningslivet og prøver kræfter med sportsgrene. Samtidig tager det også fat i didaktiske elementer, som man kan bruge ude for idrætstimerne.”

Idræt giver børn mere end bare bevægelse

Til lokalstævnerne er det dog ikke kun de deltagende skoleelever, der ifølge arrangøren får en fed idrætsoplevelse. Det er lige så meget de frivillige hænder, der synes, det er sjovt at være med til et lokalstævne.

For Jimmy mener, at børn og unge sagtens kan få noget ud af at stå på den anden side af banen og være officielles til et stævne. De 5. klasser der deltager den ene dag, de er dagen efter officielles for 4. klasserne dagen efter og 6. klasserne den efterfølgende dag. Det betyder, at de får mulighed for at få “voksenopgaver” og bl.a. være dommer og stå ude ved disciplinerne.

”De unge mennesker, der er officielles, giver udtryk for, at det er mindst lige så fedt at være officielle som at være deltager. Og det er jo dejligt, at alle hele vejen rundt har en god oplevelse. Vi har faktisk haft så mange, der gerne vil være frivillig, at vi har måtte sige nej til nogle,” siger Jimmy Hesselbjerg, der gerne tager endnu en år som arrangør for lokalstævnet i Fredericia og Middelfart.